SunkeRacing.dk

Hårdt arbejde, men belønningen udeblev

Der blev kæmpet, der blev overhalet og frem for alt der blev sat ind på kontoen med erfaringer.

Søndag den 13.5.2007

På en overskyet dag i det sydlige Jylland, skulle 28 gokarts i KF2 klassen ud og dyste i anden afdeling af Peugeot Super Cup. Og dystet blev der, tilmed på en anderledes måde end Jonas tidligere har oplevet.

"Der blev kørt hårdt, eller... faktisk blev der kørt råddent i dag, og det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har været med til at man puffer lidt til hinanden, men her var det en vild kamp, og det skal man altså vænne sig til. Jeg er nok stadig for flink, og det skal jeg have lagt fra mig hurtigst muligt". Siger Jonas, da vi fangede ham på vej hjem fra Jylland.

Kvalifikation
I de to kvalifikationsløb skulle Jonas starte fra tiendepladsen, og begge gange endte han som nummer fem. Og det må siges at være en godkendt indsats.

Prefinale
Jonas starter femmer, og kæmper for at holde sin placering, men får lukket for meget op i svingene hvorfor nogle af modstanderne fik mulighed for at klemme sig forbi. Det ender med en 10. plads, og det er ikke det dårligste udgangspunkt for finalen. 10 uf af 28 deltagere i prefinalen er ok for en rookie.

Finale
I starten af finalen holder Jonas sin 10. plads, og der kommer fart i karten - der var dog ikke den samme fart i karten som lørdag og det er noget teamet må arbejde videre med. Efter nogle omgange er Jonas nede på 8. pladsen, men så begynder det at blive hedt. I kampen om 7. pladsen bliver Jonas "hjulpet" ud i gruset, og han taber en hel del placeringer. Hertil kommer at de varme dæk let samler grus op, der klistrer til dækkene, hvorefter det ikke er så sjovt at køre gokart, da denne ikke har helt det samme bid. Jonas må snart se sig selv nede på 19. pladsen, men får kørt gruset af dækkene, og begynder at tage kampen op om placeringerne igen. Der er desværre ikke tid nok til at Jonas kan komme med helt frem, men det ender dog med en respektabel 15. plads.

Jonas har meget at lære endnu, men han har hurtigheden i sig. I tidskørslen i dag var han kun 3 tiendedele fra vinderen af dagens løb. Vel at mærke en kører der kommer fra Grindsted Gokart Klub, og som derfor har stor fordel af at kende banen. Han ved præcis hvordan hans gokart skal sættes op, både i sol, skyet og regnvejr. Det er noget Jonas prøver for første gang i denne klasse. Så alt i alt, tommen op herfra, og vi glæder os til næste løb.

Så snart vi har fået hele løbskalenderen for 2007, vil vi placere den her på websitet, så I der følger med i Jonas karriere får lidt overblik over sæsonen.

Sunkle-Racing.dk

 

Grafisk design og tekster: Stanley Design  -  Webudvikling: jesper.com